Støjdæmpning



Støjdæmpning   
Støj er et miljøproblem. I Danmark er ca. 1 million boliger udsat for så stærke støjpåvirkninger, at miljøet må betegnes som utilfredsstillende.

Normale termoruder reducerer lyden mærkbart, men ikke altid tilstrækkeligt. Derfor er der udviklet termoruder/energiruder specielt beregnet til lyd- og støjdæmpende formål.

Det første grundlæggende princip i lydisolerende ruder er asymetri i rudens opbygning. Den mest enkle lydrude er en 2-lags termorude, hvor det ene lag glas er tykkere end det andet f.eks. en rude med 6 mm glas - 12 mm hulrum - 4 mm glas. Denne rude har en lydisoleringsevne på 35 dB, hvor en almindelig rude med 4 mm glas - 12 mm hulrum - 4 mm glas kun har en lydisoleringsevne på 31 dB.

En reduktion af lyden med blot 10 dB vil af det menneskelige øre blive opfattet som en halvering af støjen. Derfor vil en mindre konstruktionsændring for en minimal ekstraudgift, være tilstrækkelig for at opnå en mærkbar reduktion af støjniveauet.

Afstanden mellem glaslagene i en termorude kan øges, hvis støjen ønskes dæmpet yderligere. En yderligere lyddæmpning opnås, når det ene glaslag i termoruden er lamineret, da forskellen mellem materialetyperne bryder lydbølgerne, som derved dæmpes, eller ved at fylde mellemrummet mellem glaslagene med gas.

Der findes forskellige typer ruder alt efter hvilken type støj, der skal dæmpes. Lyde har forskellige frekvenser og der er derfor stor forskel på støjen fra henholdsvis fly, lastbiler, legende børn o.s.v.

Ikke kun støjkilden, men også bygningens og rudernes placering i forhold til støjen spiller ind i vurderingen af, hvilken type rude der skal vælges.
  
Kilde: Glasindustrien - Kort og godt om termoruder



© Glarmester Sønderbye - Solsortevej 3 - 4340 Tølløse - Tlf. 40 82 28 27 - info@glarmester-bs.dk
Web by SideWalk